15 NYE PROJEKTER SKAL SKABE BEDRE LYSTFISKERI I DANMARK
Havørreder i Københavns Havn, stallinger i Skjern Å, sandart i Haderslev Dam, gedder i Tissø og meget mere.
En række lystfisker-ildsjæle rundt i landet har netop fået grønt lys til, at deres projekt kan gå i gang med støtte fra National Strategi for Lystfiskeri.
Projekterne spænder vidt, geografisk og indholdsmæssigt. Der er konkrete projekter, såsom at lave stenrev, der skaber skjulesteder for små havørreder. Og der er mere langsigtede projekter – som når der skal laves en plan for godt lystfiskeri ved de store vestjyske fjorde. Og der er også et par sø-projekter. Ved Haderslev Dam vil Sønderjysk Sportsfiskerforening arbejde for et godt fiskeri efter sandart.
I alt har 15 projekter fået støtte til et samlet beløb på knap 1,3 mio. kr.
Der er en tradition i Danmark for, at lystfiskerne selv gør noget for at forbedre fiskeri og vandmiljø. Det ønsker National Strategi for Lystfiskeri at støtte.
– De frivillige i dansk lystfiskeri er dygtige til at få meget ud af få midler, så jeg er sikker på, at projekterne vil bidrage til at skabe et bedre lystfiskeri i Danmark, siger projektchef Arne Kvist Rønnest.
Også i Dansk Lystfiskeri vækker projekt-puljen begejstring.
– Der er desværre generelt få midler til rådighed til udvikling af lystfiskeriet i Danmark, og jeg er overbevist om, at projekt-puljen fra Lystfisker Danmark kan gøre en stor forskel. I Dansk Lystfiskeri er vi meget taknemmelige for, at vores ansøgninger om midler til henholdsvis en national koordinering af skarv-regulering og en kortlægning af potentialet for de vestjyske fjorde er imødekommet. Vi ser frem til at påbegynde begge disse projekter i løbet af efteråret, siger Peter Lyngby, formand i Dansk Lystfiskeri.
INDSATSOMRÅDER OG STØTTEDE PROJEKTER
Fremme af havørredfiskeri på kysten:
1. Havørred i Hovedstaden.
Fiskeklub København og Hvidovre Sport- og Lystfiskerfiskerforening. 80.000 kr.
2. Smoltrev ved Limfjorden.
Projekt Kysthjælper/ Limfjordsjægerne, Aalborg-Nørresundby. 85.000 kr.
3. Nyt udstyr til den Fynske Grusbande.
Havørred Fyn. 70.351 kr.
4. Bornholm – flere fisk og flere frivillige indsatser.
Vandpleje Bornholm. 100.000 kr.
5. Stenrev Nordkysten.
Forening til Anlæggelse af Stenrev på Nordkysten. 15.000 kr.
6. Fremme lystfiskeri ved Als, Åbenrå og Flensborg fjord.
Havørred Als. 70.000 kr.
7. Udlånsbank (grej) til regulering af skarv på Fyn.
Vandpleje Fyn. 41.249 kr.
8. National rådgivning om regulering af skarv.
Dansk Lystfiskeri. 200.000 kr.
Potentialet ved de vestjyske fjorde:
9. Bedre gedde- og aborrefiskeri i vestjyske fjorde.
Dansk Lystfiskeri. 99.300 kr.
Ørred- og stallingfiskeri:
10. Projekt Stalling ved Skjern Å.
Skjern å Sammenslutningen. 100.000 kr.
11. Bedre lystfiskeri i den nye del af Odense Å.
Vandpleje Fyn. 100.000 kr.
De store søers fiskeri:
12. Samarbejdet ved Tissø.
Danmarks Sportsfiskerforbund. 31.080 kr.
13. Sandart i Haderslev Dam.
Sønderjysk Sportsfiskerforening. 98.400 kr.
Andre projekter:
14. Fremtidens vand- og fiskeplejere.
Danmarks Sportsfiskerforbund. 67.500 kr.
15. Brakvandsgedder tilbage til Karrebæk og Dybsø fjorde.
Næstved Kommune. 117.000 kr.
Læs den nationale lystfisker-strategi Bedre Lystfiskeri i Danmark herunder.