SÅDAN REGULERER DU SKARV
Antallet af skarv i Danmark og vores nabolande stiger alarmerende, og fuglene truer mange steder flere sårbare fiskebestande. Modsat af hvad mange tror, er det heldigvis muligt at søge tilladelse til lokale reguleringer af den fredede fugl. Derfor denne lille guide.
Tilladelsen til at regulere skadevoldende vildt søges hos Naturstyrelsen under Miljøministeriet via dette link:
https://virk.dk/myndigheder/stat/NST/selvbetjening/Ansoegning_om_regulering_af_skadevoldende_vildt/
HVEM SØGER?
Først og fremmest skal du være opmærksom på, hvem du søger som:
- Du skal logge ind med NemID, inden du kan ansøge.
- Ansøgers tlf.nr. og mailadresse.
- Reguleringsadresse eller postnummer og stednavn.
- Hvis du søger på vegne af en ejer (lodsejer/ejer af et areal) eller en bruger (lejer/forpagter af et areal) skal du have en underskrevet fuldmagt. Formular til fuldmagten findes på hjemmesiden https://mst.dk/friluftsliv/jagt/skadevoldende-vildt/.
- Fiskerinummer hvis du ansøger som erhvervs- eller bierhvervsfisker.
- Registreringsnummer for fartøj, hvis du som erhvervs- eller bierhvervsfisker ansøger om at regulere inden for et Natura2000-område eller et reservat.
- CVR-nummer hvis du ansøger som/for (medarbejder) en virksomhed.
- Foreningsnavn hvis du søger på vegne af en forening.
HVILKEN REGULERING SØGES
Inden du søger, skal du også have styr på, hvad type af regulering, du vil søge om.
Der er følgende muligheder i Vildtskadebekendtgørelsens §14 omhandlende skarv:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/1408
§ 14. Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af skarv til opfyldelse af de i nr. 1-7 angivne formål i følgende områder og perioder:
1) I perioden 1. august – 31. marts til ejeren af aktivt fiskende bundgarn eller ruser inden for en afstand af 1 km fra redskabet. Tilladelse kan gives ved ferske vande og på fiskeriterritoriet. På fiskeriterritoriet kan der alene gives tilladelse til regulering i områder, hvor den frie jagtret efter jagt- og vildtforvaltningslovens § 15 kan udøves. Regulering må foretages fra land op til 50 m fra højeste daglige vandstandslinje inden for 1 km fra aktivt fiskende bundgarn eller ruser på fisketerritoriet. Ved ferske vande må regulering ske på vand og fra land. Når reguleringen foretages fra land, skal det ske inden for en afstand op til 50 m fra vandspejlet. Tilladelse kan gives for at undgå skader på fiskeri.
2) I perioden 1. august – 31. marts i kystområder, der er udpeget som vigtige for fiskeri og fiskebestande, jf. bilag 1. Tilladelse kan gives for at beskytte fisk i vigtige opvækstområder.
3) I perioden 1. august – 31. marts ved vandløb og søer op til 50 m fra vandspejlet. Tilladelse kan gives for at beskytte bestande af stalling, ål, snæbel, laks og ørred.
4) I perioden 1. april – 31. maj. Tilladelse kan gives for at beskytte udtræk af smolt af snæbel, laks og ørred.
5) I perioden 1. august – 31. maj i fredningsbælter for vandrefisk. Tilladelse kan gives for at beskytte vandrefisk.
6) I perioden 1. august – 31. marts på dag- og natrastepladser for skarv. Tilladelse kan gives for at beskytte bestande af stalling, ål, snæbel, laks og ørred.
7) I perioden 1. august – 31. marts på dag- og natrastepladser for skarv, i kystområder, der er udpeget som vigtige for fiskeri og fiskebestande, jf. bilag 1. Tilladelse kan gives for at beskytte fisk i vigtige opvækstområder.
Stk. 2. Tilladelser efter stk. 1, nr. 2-7, kan gives til ejeren eller brugeren af arealet, samt til foreninger, der organiserer lyst-, fritids- eller erhvervsfiskere, jf. dog § 2, stk. 3.
Stk. 3. Naturstyrelsen kan, med henblik på at undgå etablering af nye kolonier eller reducere eller fjerne eksisterende kolonier, give tilladelse til regulering af skarv i kolonier samt til oliering af æg eller ødelæggelse af æg og reder. Tilladelse kan gives for at beskytte flora og fauna, for at undgå skader på fiskeri og for beskytte fisk i vigtige opvækstområder.
Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5, 6 og 7, kan gives til regulering af skarv i tidsrummet fra 1 ½ time før solopgang til 1 ½ time efter solnedgang, uanset jagt- og vildtforvaltningslovens § 4, stk. 1. Tilladelse kan kun gives i perioden 1. september – 31. januar.
Stk. 5. Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at regulering efter stk. 1, nr. 1, må finde sted fra motordrevet fartøj uanset reglerne i § 8 og § 9, i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber. Under reguleringen må motordrevet fartøj på ferske vande højst fremføres med 5 km/t (ca. 2,7 knob). Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at motordrevet fartøj under regulering på fiskeriterritoriet må fremføres med indtil 18 km/t (ca. 9,7 knob). I områder med forbud mod motorbådsjagt, jf. bilag 1 til bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber kan tilladelse til regulering fra motorbåd kun gives til erhvervs- og bierhvervsfiskere. Naturstyrelsen kan, når der stilles krav om regulering fra fiskers fiskefartøj give tilladelse til at benytte motordrevet fartøj, der kan fremføres med en hastighed på mere end 18 km/t (ca. 9,7 knob).
Stk. 6. Naturstyrelsen kan give tilladelse til at regulering efter stk. 1, nr. 2, må finde sted fra motordrevet fartøj uanset § 8 og § 9, i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber. Under reguleringen må motordrevet fartøj højst fremføres med 5 km/t (ca. 2,7 knob). Naturstyrelsen kan dog give tilladelse til, at motordrevet fartøj under regulering på fiskeriterritoriet må fremføres med indtil 18 km/t (ca. 9,7 knob). Tilladelse kan dog ikke gives i motorbådsjagtfrie områder, jf. bilag 1 til bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber.
Stk. 7. Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at regulering efter stk. 1, nr. 2, 3, 4, 6 og 7, kan ske ved anvendelse af kunstigt skjul og kunstige lokkefugle.
KNÆK & BRÆK
Ovenstående muligheder er listet online og du skal krydse af, når du ansøger.
Bemærk, at du skal repræsentere en lystfisker- eller fritidsfiskerforening, sammenslutning eller lignende, hvis du ansøger om regulering på arealer, hvor du ikke selv er lodsejer.
Det kræver i sagens natur et jagttegn at skyde skarven, og det anbefales at samarbejde med lokale jægere omkring skarvreguleringer.
Knæk & bræk på jagten.