NYE PRISER PÅ FISKETEGNET
Dansk Lystfiskeri har siden stiftelsen udtrykt ønske om, at det danske Fisketegn bliver bredere markedsført, så der i kraft af et øget salg opnås flere midler til fiskeplejen. Samtidigt har Dansk Lystfiskeri og en række organisationer anbefalet en pristalsregulering af Fisketegnet, da prisen på fisketegnene har været uændret i mere end ti år.
Derfor glæder det Dansk Lystfiskeri, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri nu sætter et udkast til en ændringsbekendtgørelse om en pristalsregulering af Fisketegnet på 15,9% i høring.
Pristalsreguleringen forventes at træde i kraft 1. august 2023:
- Prisen for lystfiskertegn for 12 måneder ændres fra 185 kr. til 214 kr.
- Prisen for lystfiskertegn for 1 uge ændres fra 130 kr. til 150 kr.
- Prisen for lystfiskertegn for 1 dag ændres fra 40 kr. til 46 kr.
- Prisen for fritidsfiskertegn ændres fra 300 kr. til 347 kr.
Dansk Lystfiskeri har – sammen med blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund – ligeledes foreslået, at pensionister også skal indløse Fisketegn fremover, men det er desværre indtil videre ikke blevet en del af ministeriets ændringsforslag.
KRAV OM INDRAPPORTERING AF TABTE REDSKABER
Udkastet til bekendtgørelsen indeholder også et nyt krav til fritidsfiskeres indrapportering af tabte redskaber. Ministeriet skriver:
“Med hjemmel i § 27, stk. 1, i fiskeriloven fastsætter ændringsbekendtgørelsen et nyt krav til fritidsfiskere i saltvand til at indrapportere tabte redskaber til Fiskeristyrelsen.
Tabte og efterladte fiskeredskaber (spøgelsesredskaber) udgør et problem. Både i forhold til plastikforurening af havet samt det forhold, at redskaberne fortsætter med at fange fisk og skaldyr. Bestemmelsen indebærer, at fritidsfiskerne selv skal forsøge at bjærge tabte fiskeredskaber. Hvis det ikke er muligt for fritidsfiskeren selv at bjærge redskabet, skal fritidsfiskeren indrapportere tabet til Fiskeristyrelsen. Der gælder allerede lignende regler for erhvervsfiskerne”.