Lystfiskeri og Mental Sundhed
Mental sundhed er en vigtig faktor i alles liv, og det er afgørende at finde sunde måder at undgå, håndtere og reducere, stress, angst og depression på. I de senere år er lystfiskeri blevet anerkendt som en terapeutisk aktivitet, der kan have positive virkninger på den mentale sundhed.
Danmark halter efter
Som land byder Danmark på masser af muligheder for lystfiskeren ved både kyster, søer og vandløb. Det er ikke overraskende, at lystfiskeri er en udbredt fritidsaktivitet – men ud over at være en populær hobby er lystfiskeri også blevet anerkendt som en form for mental sundhedspleje.
Sammenlignet med udlandet, er det danske fokus på lystfiskeri som en terapiform endnu ikke stort, men flere og flere begynder at skele til lystfiskeriets afslappende og beroligende virkning ved at være i naturen og engagere sig i en tålmodig aktivitet som lystfiskeri. At tilbringe tid ved vandet, omgivet af natur, kan have en beroligende virkning på sindet og hjælpe med at reducere blandt andet stress og angst.
Netop denne ro og følelse af at være landet på det rette sted, fremhæver journalist og læge Peter Qvortrup Geisling, i sin bog Natur på Recept: Din mentale sundhed er lige udenfor. Han beretter i bogen om sin egen førstegangsoplevelse med lystfiskeriet, og hvad naturen betyder for os som mennesker.
– Det virkede fantastisk og så rigtigt. Selvfølgelig skulle vi stå her og fiske sammen min far og jeg. […] Behovet for naturen er grundlæggende for os. Det er skrevet ind i vores DNA. Men vores måde at leve på har rykket os så langt væk fra naturen, at den mentale sundhed er udfordret som aldrig før, og meget tyder på, at vi er ved at sætte flere generationer af børn og unge over styr naturmæssigt, fortæller Peter Qvortrup Geisling.
Lystfiskeri fremmer den mentale trivsel
Stressreduktion
At tilbringe tid ved vandet og fokusere på fiskeriet kan hjælpe med at reducere stressniveauer. Den repetitive handling med kast og indspinning/indtagning kombineret med naturens ro kan skabe en meditativ oplevelse.
Forbedret selvværd
At mestre færdigheder inden for lystfiskeri kan øge selvtilliden. Når en person fanger sin første fisk eller forbedrer deres teknik, afføder det en følelse af præstation og stolthed.
Forbedret søvnkvalitet
En undersøgelse har dokumenteret, at lystfiskere har en bedre søvnkvalitet end ikke-fiskere. Forskningen konkluderede, at det kan skyldes den fysiske aktivitet og eksponering for naturligt lys og frisk luft.
Forbedret koncentration
Lystfiskeri kan hjælpe med at forbedre koncentrationsevnen. Deltagerne i en engelsk undersøgelse oplevede øget fokus og forbedret evne til at løse opgaver efter fisketure.
Socialt samvær
Lystfiskeri kan være en social aktivitet, hvor mennesker deler oplevelser og historier med hinanden. Dette kan hjælpe med at reducere følelsen af isolation og ensomhed.
Forbindelse til naturen
At tilbringe tid i naturen har vist sig at have en positiv indvirkning på den mentale sundhed. Naturens skønhed og ro kan hjælpe med at reducere symptomer på depression og angst.
Naturterapi
Naturterapi, som blandt andet inkluderer lystfiskeri, er en voksende terapiform i Danmark. For eksempel tilbyder Silkeborg Kommune et forløb ved navn Naturen på recept til borgere, der er sygemeldt med mentale problematikker.
Der savnes dog fortsat konkrete eksempler på målrettet at anvende lystfiskeri aktivt i terapi i Danmark, men skeler vi til udlandet er der flere aktive organisationer, som direkte arbejder med lystfiskeri i retning af mental sundhed.
Internationale perspektiver på lystfiskeri og mental sundhed
I Storbritannien har organisationen Tackling Minds udviklet programmer, der bruger lystfiskeri til at hjælpe folk med psykiske problemer. Disse programmer giver deltagerne mulighed for at opbygge selvtillid, reducere social isolation og finde en følelse af ro gennem lystfiskeri. Organisationen har særligt fokus på PTSD-ramte mænd. Tackling Minds samarbejder blandt andet med Professor i Public Health, Lee Smith, på Anglia Ruskin University (ARU), for at sikre forskning i lystfiskeriets effekt.
– …participation in fishing could be a good dual-method strategy for both promoting relaxation and good mental health, as well as encouraging increased levels of physical activity within those with mental health issues such as anxiety disorder, udtaler professor Lee Smith.
På Tackling Minds hjemmeside kan man læse mere om lystfiskeriets effekt, i forhold til konkrete problematikker, som ensomhed, afhængighed eller handicap. Tackling Minds arbejde har sågar muliggjort det at få lystfiskeri på recept via det engelske sundhedssystem. Læs mere her.
I USA er Project Healing Waters Fly Fishing en velkendt nonprofit-organisation, der arbejder med militærveteraner og aktive tjenestemedlemmer for at hjælpe dem med at genopbygge deres mentale sundhed og trivsel ved hjælp af lystfiskeri. Project Healing Waters Fly Fishing arbejder ud fra et mission statement:
“Project Healing Waters Fly Fishing, Inc. is dedicated to the physical and emotional rehabilitation of disabled active military service personnel and disabled veterans through fly fishing and associated activities including education and outings.”
Ligeledes udtaler en af de mange veteraner, der har deltaget i programmet:
– You [PHWFF] have offered me another avenue to continue recovering physically and emotionally. I thank you for what you have offered me. Please keep up the good work.
Dansk Lystfiskeri vil arbejde for at fremme et bredere kendskab til lystfiskeriets positive mentale påvirkninger.
Læs mere om lystfiskeri og mental sundhed samt internationale organisationers arbejde herunder.