TIPS TIL GODE LYSTFISKER-ARRANGEMENTER
LOKALITET
Find en lokalitet med gode adgangsforhold, frit fiskeri og plads til en større gruppe. Flere kommuner har fiskevande med gratis fiskeri. Det kan også tænkes, at den lokale fiskeforening vil stille vand til rådighed.
Find et lettilgængeligt fiskevand med ”nemme” fisk. Fredfisk, aborre eller molefisk som fladfisk, sild, hornfisk er oplagte.
En Put & Take sø, der stilles gratis til rådighed for markedsføringens skyld, er også en god mulighed.
VÆR FLERE
Find allierede der vil hjælpe – områdets mest driftige fiskeklub er oplagt – aktiver så mange hjælpere som muligt. Husk at hylde og belønne dem efterfølgende. Tag gerne kontakt til dine nærmeste konkurrenter, og få dem til at deltage også. At skabe flere lystfiskere er en opgave for alle i branchen.
TIDSPUNKT
Find en dato, der ikke konflikter med andre gode arrangementer i lokalområdet – og en tid på dagen, hvor målgruppen har mulighed for at deltage.
LÅNEGREJ
Skaf fiskegrej til så mange som muligt. Danmarks Sportsfiskerforbunds Fiskeekspressen trailere er oplagte at engagere.
Har du ikke selv lånegrej, så undersøg om der findes lokale grejbanker mv.
FOKUSER PÅ NYSTARTEDE
Brug al tid på de nye ansigter. Til ethvert arrangement dukker der altid faste kunder og gode venner op. Brug ikke tid på dem (evt. aktiver dem til at hjælpe), men tag dig grundigt af alle deltagere, som du ikke har set før.
MAKSIMER DIN SUCCES
Undgå for tekniske fiskeformer – flåd er lettere end spin, spin er lettere end jig osv.
Vælg et fiskevand og en fiskeform, hvor det er en god chance for bid.
HELHEDSOPLEVELSE
Fokuser på mere end bare fangsten. Sælg hele fisketuren. En god fisketur handler ikke kun om at fange en fisk. Husk hyggen, kaffen og naturen – så er grundlaget for en god oplevelse meget større. Gør arrangementet gratis for alle. Der kan evt. laves nogle små hygge-konkurrencer på dagen, men ikke for meget, og ikke for store præmier, der vil lokke etablerede fiskere til.
LOKALE KRÆFTER
Aktiver de lokale interessenter. Hvem har glæde af aktiviteter i lokalområdet?
Tag fat i den lokale lystfiskerforening, ungdomsklub, ældreklub, skovbørnehaven, naturskolen, jagtforeningen, den lokale bager, bryggeriet, kaffeboden eller alt andet der kan være med til at skabe en sjov og varieret dag for mange eller mangler aktiviteter for deres brugere.
FØLG OP
Forbered noget opfølgende materiale, som kan deles ud på dagen, og som får deltageren tilbage til butikken kort tid efter arrangementet. Fx et par særlige tidsbegrænsede tilbud, en goodie-bag, en rabatkupon, et opfølgende kursus eller lignende. Udnyt succesen – giv deltagerne en god anledning til at komme tilbage efter arrangementet.
EVALUER
Del dine oplevelser. Vi skal inspirere hinanden. Evaluer dit arrangement, hvad virkede, hvad virkede ikke – og hvad kan gøres bedre næste gang, så det bliver endnu mere succesfuldt. Al begyndelse er svær, så lad dig ikke slå ud. Kan arrangementet over tid blive til en lokal tradition, så har I virkelig fat i noget.