FEM ÅR MED DET NYE FISK & FRI
Siden Fisk & Fri så dagens lys som fiskemagasin i 1982 er der løbet meget vand gennem bækken – inklusive en del op- og nedture. Den største af sidstnævnte var uden tvivl, da den tidligere ejer af Fisk & Fri gik konkurs i maj 2019. Hermed blev der sat et endegyldigt punktum for det trykte magasin Fisk & Fri, som gennem 37 år var med til at inspirere generationer og titusindvis af lystfiskere til nye spændende fiskeeventyr.
Heldigvis er intet så skidt, uden at det også er godt for noget. For fem år siden købte Jens Bursell Fisk & Fri, hvormed forliset af det gamle blad blev starten på en revitalisering af det gamle medie i en ren digital udgave.
– I forbindelse med femårsdagen, skal der lyde et kæmpestort tak til alle dem, der troede på projektet og vigtigheden af, at Danmark har et uafhængigt fiskemedie, der tør tage bladet fra munden – uanset hvad det drejer sig om. Tak til alle dem der på den ene eller anden måde hjalp til med genrejse Fisk & Fri – både familie, venner, skribenter, fotografer, annoncører og andre samarbejdspartnere. En særlig stor tak til Tue Blaxekjær, der rent praktisk opbyggede den helt nye version af fiskogfri.dk og stadig vedligeholder den tekniske side af sagen – samt Martin Millinge Floutrup, der i samme periode var med til at blæse liv i Fisk & Fris YouTube kanal. Sidst, men ikke mindst, skal der lyde et kæmpestort tak til alle de mange tusinde danske lystfiskere, der via fangstberetninger og fede historier derude fra vandene bidrager til at videreføre fiskogfri.dk som Danmarks mest aktuelle og levende fiskemedie. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med at formidle dansk lystfiskeri i mange, mange år fremover via fiskogfri.dk – og ser frem til at fortsætte min daglige kontakt med alle de glade danske lystfiskere, der deler deres fantastiske oplevelser ude ved fiskevandene, siger Jens Bursell.