RADIKALT UDSPIL: ALLEMANDSRET I DANMARK
Naturen er en gave, der gives videre fra generation til generation. Også helt bogstaveligt. På en vandretur. I et telt. Omkring et bål. På fisketuren. Eller på jagt efter kantareller dybt inde i skoven. Men alt for mange naturelskere – unge som ældre – møder ”adgang forbudt” skilte og strenge regler, når de vil ud i skove, enge og kystområder i Danmark.
Det er nemmere at komme ud på tur både i Sverige, Norge og Finland, hvor en lovfæstet allemandsret giver befolkningen ret til at færdes ansvarligt i naturen og ret til at overnatte i naturen.
Det kan vi lære af i Danmark.
Derfor vil Radikale Venstre indføre en dansk allemandsret, der kan åbne vores natur og skove for flere og forbedre rammerne for vores friluftsliv.
– De kommende år investerer vi mange milliarder i genopretning af den danske natur i forbindelse med den Grønne Trepart. Som lystfiskere kan vi kun bakke op om et fokus på bedre adgang til natur og fiskevande. Det er uhyre vigtigt, at denne gren af forvaltningen er med i processen, hvis også nye generationer skal blive engagerede brugere af og i den danske natur – med en fiskestang i hånden, siger Peter Lyngby, formand for Dansk Lystfiskeri.
Radikale Venstre vil give bedre og nemmere adgang til Danmarks natur ved at:
- indføre en dansk udgave af allemandsretten
- tillade fri teltning på alle offentlige skov- og naturarealer samt
langs hele den danske kyst - styrke foreningslivet i naturen og de fælles friluftsaktiviteter
- sikre bevaring af de sidste markveje, stier og læhegn
- stille krav om bedre adgang til naturen i Grøn Trepart
- give tilskud til etablering af teltpladser, sheltere og
vandreruter
Allemandsretten er ikke bare en mulighed for at nyde naturen og blive klogere på dyr og planter. Med den følger også en dannende forpligtelse til at tage vare om naturen, at vise hensyn til andre mennesker, dyr og planter. Det er en måde give bedre natur og naturoplevelser videre til næste generation.
Læs og download hele Radikale Venstres udspil her.