FISKEGUIDE UDDANNELSE
Efterspørgslen efter fiskeguider fra både nystartede lystfiskere og fisketurister fra ind- og udland er stigende. En professionel certificeret fiskeguide tilbyder en service, som er en stor hjælp og ofte en genvej, når lystfiskeri efter nye arter eller nye destinationer skal afprøves.
Fiskeguideuddannelsen er en del af Dansk Lystfiskeri. Frekvensen af uddannelsesforløbet og kurserne planlægges og afstemmes med branchen, så der hverken uddannes for få eller for mange fiskeguider i Danmark.
HØJ STANDARD
Den overordnede målsætning med kurserne er at sikre en fælles landsdækkende uddannelsesstandard for fiskeguider i Danmark. En certificeret fiskeguideuddannelse danner grundlaget for en tydeligere markedsføring af mulighederne for lystfiskeri i Danmark. Fisketurismens aktører og Danmarks Sportsfiskerforbund bakker ligeledes op om uddannelsen for at sikre en høj standard på service og kvalitet i fiskeoplevelsen for danske og udenlandske fisketurister.
Det er også en klar målsætning, at kurset bevidstgør fiskeguider om den fiskekultur vi har i Danmark. En ret unik fiskekultur, hvor meget fiskevand er lejet af foreninger, hvorfor turister fisker side om side med foreningsmedlemmer på samme fiskevand. Denne kultur er meget anderledes, end det fiskeri man kan komme til som turist i andre lande, hvor det ofte er eksklusivt fiskeri turisterne køber.
Fiskeguideuddannelsen tilstræber at dygtiggøre guiderne inden for følgende fire områder:
- Det praktiske område
- Det faglige område
- Det pædagogiske område
- Det professionelle område
Indenfor disse fire områder, får fiskeguiderne konkrete værktøjer, der sætter dem i stand til at opdele og strukturere deres virksomhed i forhold til de guideopgaver, de støder på i praksis.
Når uddannelsen er gennemført, skal den pågældende fiskeguide kunne:
- Skabe gode fiskeoplevelser for kunder
- Bedrive selvstændig guidevirksomhed og netværke med relevante samarbejdspartnere
- Være god til at knytte professionelle relationer
- Være en stærk formidler
- Være pædagogisk forankret i sin tilgang til at guide i forskellige fiskeformer
- Tænke professionelt omkring egen virksomhed og eget virke
OPTAGELSE PÅ FISKEGUIDE UDDANNELSE
Hovedparten af de fiskeguider, som optages på uddannelsen, indstilles af virksomheder og organisationer indenfor dansk lystfiskeri, men det er muligt at ansøge om optagelse som privatperson.
Kontakt Dansk Lystfiskeri info@dansklystfiskeri.dk for yderligere information.