Dansk Lystfiskeri
  • OM
  • MEDLEMMER
  • VORES FOKUS
  • BLIV MEDLEM
  • BRANCHENYT
  • SØG
  • Menu Menu

FISKERIAFTALE BANER VEJEN FOR ET BEDRE LYSTFISKERI

Regeringen, Radikale Venstre, Konservative, SF, Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance har i dag indgået en ny fiskeriaftale. Aftalen er bemærkelsesværdig for sine vigtige tiltag for lystfiskeri.

Dansk Lystfiskeri har arbejdet tæt sammen Danmarks Sportsfiskerforbund og Radikale Venstre for en politisk anerkendelse af lystfiskeriets værdi og samfundsmæssige betydning i Danmark. Siden Radikale Venstres politiske udspil om lystfiskeri og afholdelsen af en fælles konference om lystfiskeri på Christiansborg sidste år, er opbakningen støt vokset.

Resultatet er, at der med den nye aftale blandt andet indføres et forbud mod erhvervsfiskeri i ferskvand og desuden et omsætningsforbud på aborre, gedde, sandart, havørred og laks, da disse fem arter nu forbeholdes lystfiskeri. Aftalen lægger samtidig op til, at flere arter i fremtiden kan forbeholdes lystfiskere. Indsatsen styrkes specifikt for brakvandsrovfiskene, og det sættes i udsigt, at en eventuel dansk tunkvote vil blive prioriteret lystfiskerne. Aftalen skal også sikre flere midler til vand- og fiskepleje, ligesom aftalepartierne er enige om en øget indsats mod skarv.

HISTORISK AFTALE

– Det er historisk, at lystfiskeri nu er inkluderet i fiskeriaftalen. Vi bifalder den politiske opbakning til vores arbejde, som i aftalen klart fremgår af, at flere områder inden for fiskeriet nu prioriteres til lystfiskeri. Vi har store forventninger til en positiv udvikling i forvaltningen af lystfiskeri i Danmark fremadrettet, siger Peter Lyngby, formand for Dansk Lystfiskeri.

Radiale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, har lagt et stort politisk arbejde i at samle et flertal for opprioriteringen af lystfiskeri i Danmark, og han er ligeledes begejstret for den indgåede fiskeriaftale.

– Jeg er simpelthen pavestolt over, at det endelig lykkedes os at få lystfiskerne rigtigt med i en fiskeriaftale. Gedde, aborre, sandart, laks og havørred er nu lystfiskernes – hurra for det!
Der er dog stadig meget at kæmpe for. Især at få flere midler til fiskeplejen. Også derfor er jeg glad for, at Radikale Venstre er med i aftalen. Jeg vil gerne takke lystfiskernes organisationer for et godt samarbejde, som har været helt nødvendigt for at nå hertil, udtaler Martin Lidegaard.

Aftalen er en stor sejr for Danmarks Sportsfiskerforbund, der længe har kæmpet målrettet for et forbud mod garnfiskeri i de danske søer. Med aftalen sikres det, at erhvervsmæssigt garnfiskeri i ferskvand bliver forbudt, så snart der foreligger en konkret model for implementeringen af forbuddet.

– Det er på mange måder en helt igennem fantastisk aftale. En milepæl for dansk lystfiskeri. Vi har aldrig før oplevet, at lystfiskeriet har fået den anerkendelse og er blevet prioritet så markant. I den forbindelse skal der herfra lyde stor ros til Dansk Lystfiskeri og i særdeleshed Radikale Venstre, men også SF og Enhedslisten for at have kæmpet lystfiskernes sag, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

FEM SPORTSFISKEARTER

I fiskeriaftalen fremgår det at:
”Aftalepartierne er enige om at styrke lystfiskeriet i Danmark ved, at fiskeri i ferskvand og fiskeri efter en række arter i fremtiden skal være forbeholdt lystfiskeri. Aftalepartierne vil blive forelagt en konkret model for implementering af forbud mod erhvervsfiskeri i ferskvand samt efter gedde, aborre, sandart, havørred og laks, herunder ekspropriationsvurderinger, vurdering af EU-regler, lovændringer og tidshorisonter. Aftalepartierne er enige om løbende at drøfte, hvorvidt flere arter skal prioriteres til lystfiskeriet. Samtidig med at der også sættes en øvre grænse for, hvor meget lystfiskere dagligt må fange”.

– Udpegningen af de fem arter, som fremover forbeholdes lystfiskeri, er et uhyre vigtigt skridt for forvaltningen af lystfiskeri i Danmark. En fisk fanget af en lystfisker er mange gange mere værd end en tilsvarende fisk fanget kommercielt. Det kommercielle fiskeri på de fem arter har en lav værdi på fiskeauktionerne, men en enorm samfundsøkonomisk værdi for lystfiskeri og turisme. Særligt i brakvandsområderne, som i vores øjne har et enormt potentiale – og især hvis de garnfrie zoner, som nævnes i aftalen, også indføres. Samtidig er det positivt, at man i aftalen også ønsker at sætte en begrænsning på lystfiskernes daglige fangst. Det er vores oplevelse, at lystfiskere generelt tager et stort ansvar for fiskeriet og for bestandene, og indførslen af en bag limit eller lignende vil kunne styrke et bæredygtig lystfiskeri, siger Peter Lyngby, formand for Dansk Lystfiskeri.

FLERE MIDLER TIL FISKEPLEJE

Fiskeriaftalen bidrager indirekte med flere midler til fiskeplejen:
”Aftalepartierne er enige om, at prisen for fisketegn løbende skal prisreguleres, hvilket forventes at tilvejebringe omkring 10 mio. kr. ekstra til fiskeplejen i løbet af fire år”.

– Det er meget positivt, at prisen for fisketegnet løbende vil blive reguleret, så der den vej kan tilføres flere midler til fiskeplejen. De ekstra penge vil give en mærkbar forskel. Fra Dansk Lystfiskeris side håber vi dog, at aftalen også kan bane vejen for flere offentlige midler, så fiskeplejen ikke udelukkende består af lyst- og fritidsfiskernes egenbetaling. Sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund, Radikale Venstre og fritidsfiskernes organisationer har vi arbejdet for, at pensionister skal indløse fisketegnet, og det arbejde fortsætter vi med. Det er vores mål, at der skal være langt flere midler til fiskepleje i fremtiden end det er tilfældet i dag, siger Peter Lyngby, formand for Dansk Lystfiskeri.

ØGET INDSATS MOD SKARV

Dansk Lystfiskeri har længe opfordret til en øget indsats mod skarvens prædation på sårbare fiskebestande. Ikke blot i Danmark. Fugle flyver og Danmark er blevet en uhensigtsmæssig hub for et stort antal trækkende skarv:
”Aftalepartierne er enige om, at der skal arbejdes på langsigtede internationale løsninger for at nedbringe trækbestanden af skarv til et bæredygtigt niveau for både skarv og fiskebestande. Derfor skal regeringen arbejde for en international forvaltningsplan og øget koordinering med landene omkring Østersøen. Aftalepartierne er desuden enige om, at det skal være lettere at søge om og udnytte tilladelser til at regulere skarv, og både regler, ansøgning og vilkår i tilladelser skal derfor hurtigst muligt forenkles”.

– Det er på høje tid, at der gribes ind politisk. Al forskning viser en bekymrende udvikling i skarvens prædation mod truede fiskearter. Jeg håber, at vi kan sidde med ved bordet, når tilladelserne til regulering af skarv skal revideres. Vores rådgiver har samlet værdifuld viden og erfaring på området, opfordrer Peter Lyngby, formand for Dansk Lystfiskeri.

Du kan læse hele fiskeriaftalen her

LINK

EN NY KURS FOR DANSK FISKERI

DEL

  • Del på Facebook
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del via E-mail
DANSK LYSTFISKERI
C/O SPORTSFISKERIETS HUS
SKYTTEVEJ 5, 7182 BREDSTEN
INFO@DANSKLYSTFISKERI.DK

MEDLEMMER
HVEM ER VI
VORES FOKUS
BLIV MEDLEM
BRANCHENYT

Scroll to top
error: Indholdet er beskyttet!