FLERE HAVØRREDER PÅ KYSTEN
Dansk Lystfiskeri arbejder for, at der skal være flere fisk i danske vande.
Flere fisk opnås grundlæggende i kraft af:
- Udsætninger af fisk
- Regulering af fiskeri – herunder fredninger
- Forbedringer af fiskenes gyde- og levevilkår
Hvilken indsats, der giver det bedste resultat, afhænger af fiskeart, midler og horisont.
For nogle fiskearter kan der arbejdes sideløbende i alle tre spor, for at opnå de bedste resultater i form af flere fisk på både den korte og lange bane.
UDSÆTNINGER
Dansk Lystfiskeri bakker bredt op om udsætninger af fisk, hvor det giver mening. Det er en effektiv metode til at opretholde et rekreativt fiskeri, og udsætninger giver et hurtigt resultat.
HAVØRRED
Kystfiskeriet efter havørred er Danmarks mest udbredte lystfiskeri, og kystfiskeriet dyrkes i alle landsdele året rundt. Samfundsøkonomisk er havørred vores vigtigste rekreative fiskeart.
Havørreden er desuden desværre den eneste fisk, bortset fra hornfisk i en kort sæson, som realistisk kan fanges langs alle danske kyster. Derfor er der stor interesse for havørreden, men også et stort pres på den som rekreativ fiskeart.
En øget prædation på havørreder fra sæl og skarv samt manglende eller langsommelige vandløbsforbedringer gør, at den naturlige tilgang af vilde havørreder ikke er stor nok. Havørredbestandene opleves mange steder i landet som vigende og lystfiskeriet naturligvis ligeså. Derfor mener Dansk Lystfiskeri, at det er rimeligt at supplere bestandene med udsætninger, især i landsdele, hvor den naturlige tilgang er svag. Også selv om det kan skyldes ringe eller få gyde- og opvækstmuligheder, hvis området eksempelvis har få vandløb.
Dansk Lystfiskeri støtter alle former for udsætninger af havørreder – på betingelse af:
- De udsatte havørred stammer fra vilde danske moderfisk.
- Udsætninger må ikke ske på bekostning af igangværende og fremtidig vandløbsrestaurering og fiskepleje.
Dansk Lystfiskeri vil arbejde aktivt for at skaffe midler til udsætning af havørreder.
UDSÆTNINGER VIRKER
Havørred Fyn har via nøglelystfiskere påvist, at cirka 40% af de samlede havørredfangster langs fynske kyster stammer fra fynske udsætninger, som alle er mundingsudsætninger.
Dansk Lystfiskeri mener, at overvejelser om kystudsætninger af havørreder bør være en del af en udsætningsstrategi. Især i de landsdele, hvor der ikke findes egnede eller nok lokaliteter til mundingsudsætninger.
Kystudsætninger kan være med til at sprede havørrederne og skabe et bedre landsdækkende lystfiskeri. Samtidig vil spredningen gøre det vanskeligere for især skarv at opdage og spise de udsatte fisk.
Det er ikke påvist, at udsatte fisk har en negativ indflydelse på vilde havørredstammer. Faktisk er det slet ikke muligt at påvise en unik havørredstamme i de fleste danske vandløb. Havørrederne blander sig fra naturens hånd gerne med hinanden. Så længe de udsatte havørreder stammer fra vilde forældre, er deres gener de samme, og de udgør derfor ikke en trussel mod eksisterende havørredbestande.
ANDRE FISKEARTER
Dansk Lystfiskeri bakker op om og arbejder også for udsætning af andre fiskearter i Danmark, herunder eksempelvis laks, fladfisk, gedde og sandart.