FYNS LAKSEFISK FORTSÆTTER
Da meldingen om en forestående lukning af Fyns Laksefisk ramte offentligheden, trådte en lang række af privatpersoner, foreninger, fonde og virksomheder til med en indsamling af midler i forsøget på at sikre et køb.
Nu er Fyns Laksefisk reddet og en fortsat drift er sikret.

INDSAMLEDE MIDLER SIKRER UDSTYR TIL OPDRÆT
En forpagtningsaftale for de næste fire år gør fra den 1. juli 2025 Erhvervshus Fyn til lejer af matrikel, lokaler og udstyr. Og det fastansatte personale på Fyns Laksefisk vil fra den dato være ansat i Erhvervshus Fyn.
Frem mod overtagelsen arbejder Erhvervshus Fyn nu på en model, der skal få driften til at hænge sammen og sikre en så smidig overgang for såvel personale som fiskeopdræt.
De indsamlede midler var et solidt rygstød i arbejdet med at få landet en aftale om forpagtningen, og de vil indgå som en væsentlig ressource for det arbejde, der i de kommende år skal sikre fortsat opdræt af smolt til udsætning i de fynske vandløb.
Midlerne fra Dansk Lystfiskeris indsamling vil således gå til leje og vedligehold af udstyr som kar, pumper og motorer. Altså alt det, der gør det muligt at opdrætte smolt i Fyns Laksefisk.
Forpagtningsperioden på fire år giver samtidig arbejdsro. I første omgang til at fortsætte den nuværende indsats, men i høj grad også arbejdsro til at afsøge mulighederne for, hvad der skal ske efter 1. juli 2029.
Skulle det undervejs i de fire år lykkes at skabe et bæredygtigt overskud på driften af Fyns Laksefisk, vil midlerne fra private og foreninger være øremærket til at indgå som en del af økonomien i et muligt scenarie efter forpagtningsaftalens udløb.
Endnu en gang tusind tak til alle bidragsydere for indsatsen, for engagementet og for de indsamlede midler.
