VILDE PLANER FOR HARRESTRUP Å I KØBENHAVN
Står det til to af Hovedstadens største lystfiskerforeninger, skal der igen kunne leve havørreder i Harrestrup å, der slanger sig 14 kilometer igennem 10 hovedstadskommuner. I dag er åen på lange strækninger flisebelagt og plaget af dårlig vandkvalitet. Lystfiskernes ambitiøse forslag nyder dog allerede politisk opbakning.
– Det vil være en verdenssensation, hvis der midt mellem villakvarterer og under motorvejsbroer midt i København kan svømme havørreder rundt, siger Andreas Findling-Rottem, formand for Fiskeklub København.
Sammen med Hvidovre Sport- og Lystfiskerforening og Lystfisker Danmark arbejder Fiskeklub København på, at byens længste, åbne vandløb, Harrestrup å, igen kan blive et stykke vild natur fremfor en å, som i dag mest af alt minder om en kloak.
I de sidste fire år er der udsat mere end 100.000 havørreder i Kalveboderne ved udmundingen af Harrestrup å. Initiativtagerne til dette udsætningsprojekt, Christian Balle og Per Fischer fra Hvidovre Lyst- og Sportsfiskerforening og Dansk Lystfiskeris udsætningsudvalg, beretter om massive fangster af havørreder fra Nordhavnen og ned til Køge Bugt.
– Vores oprindelige plan med udsætningsprojektet var, at det skulle bane vejen for en vild havørredstamme i Harrestrup å, og det er nu mere end godt på vej, siger Christian Balle, formand for Hvidovre Sport- og Lystfiskerforening.
Harrestrup Å: Danmarks største klimatilpasningsprojekt
Ti kommuner i hovedstadsområdet og deres forsyningsselskaber indgår i et strategisk skybrudssamarbejde omkring Harrestrup Å.
Samarbejdet handler om i fællesskab at indrette Harrestrup Å og de grønne områder omkring åen, så regnvand ved skybrud kan rummes der i stedet for at oversvømme borgernes huse og infrastruktur.
I perioden 2020 – 2040 etableres Harrestrup Å projekterne til en samlet anlægssum på 1 mia. kroner.
– Danmarks største klimatilpasningsprojekt omkring Harrestrup Å er kommet godt i gang. De første projekter er gennemført og det er vigtigt, at lystfiskerne bliver inviteret indenfor, så der i fremtiden sikres fri passage for opgangsfisk, siger Per Fischer fra Dansk Lystfiskeris bestyrelse.
– Det vil være helt fantastisk og med garanti en gevinst for lystfiskeriet i vores trængte region, hvis det lykkes med en genslyngning af Harrestrup å samt etablering af gydeforhold for havørreder, tilføjer Kris Jeppesen fra Sport Dres.
Biolog: Det kan blive godt
Og noget tyder på, at drømmen ikke er helt skæv. For et nyt notat fra DTU Aqua bekræfter, at der med al sandsynlighed har levet havørreder i Harrestrup å tidligere, og at man med en målrettet indsats igen skabe gode forhold i åen, så havørrederne og naturen kan vende tilbage.
– Det er slet ikke urealistisk, at der igen kan komme havørreder i Harrestrup å, fortæller Bjarke Dehli, fiskeplejekonsulent i DTU Aqua og fortsætter:
– Kommunerne er allerede på vej med flere store klimatilpasningsprojekter i Harrestrup å-systemet, og samtænker man dem med genopretningstiltag af åens natur, så er man allerede nået langt, siger Bjarke Dehli.
Han påpeger dog samtidig, at der også skal sikres fri passage ved de to spærringer, der pt forhindrer fisk i at vandre op gennem åen. Og så er der udfordringer med vandkvaliteten og vandføringen, der skal løses.
– Vandkvaliteten og vandføringen i Harrestrup å er nok de to største udfordringer. Skal havørreden overleve, er der behov for, at der hele tiden løber en vis mængde vand i åen og at vandet er rent. Det er desværre ikke tilfældet i dag og det skal kommunerne rette op på, hvis der skal komme liv i åen igen, siger Bjarke Dehli.
Politisk opbakning
Lystfiskerforeningernes projekt har allerede opbakning fra teknik- og miljøborgmester Line Barfod og teknik- og miljøudvalgsmedlem og spidskandidat for Radikale Venstre Christopher Røhl – begge fra Københavns Kommune.
– Når aktive borgere og foreninger kommer med så godt et forslag, der kan fungere fint sammen med kommunernes store naturgenopretningsprojekt for Harrestrup å, så bakker jeg og Enhedslisten meget gerne op. Vi har i årevis arbejdet for at åbne åer med parker og natur omkring, skal være en vigtig del af et grønt København. Det er godt for natur, det er godt for os mennesker og det vil både kunne håndtere ekstremregn og hjælpe med at køle byen ned, når der er hedebølger, siger Line Barfod, og bliver bakket op af sin byrådskollega:
– I Radikale Venstre har vi længe kæmpet for genåbningen af åerne i København, og næste år går vi i gang med at realisere kommunens masterplan. Det hele hænger sammen, og derfor er det oplagt også at sætte ind med naturgenopretning af Harrestrup å, hvor havørrederne jo netop kan være et mål for det økologiske niveau og den biodiversitet, vi sigter efter i hele vores blå infrastruktur fra Harrestrup å ved Damhussøen og helt ind til Søerne i Indre By, siger Christopher Røhl.




