EU: LYSTFISKERE SKAL INDBERETTE FANGSTER
Som en del af EU’s fiskerikontrolforordning er nye registreringskrav for lyst- og fritidsfiskere trådt i kraft i 2026. Reglerne gælder dermed også for Danmark.
Kravene indebærer, at lystfiskere skal registrere sig som rekreative fiskere i saltvand i forbindelse med fangster af udvalgte arter i saltvand. Fangsten skal efterfølgende registreres via den appen RecFishing.
Fangstjournalen forbigået
Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ved flere lejligheder efterspurgt de rekreative fiskeriorganisationers anbefalinger til implementeringen af registreringskravet i EU. Her var alle organisationer for både lyst- og fritidsfiskeri 100% enige om, at det mest hensigtsmæssige ville være at implementere registreringsmuligheden i DTU Aquas app Fangstjournalen. EU gør nemlig en stor indsats for at enkelte medlemslandes egne apps kan spille sammen RecFishing-appen.
– Det er bedrøveligt, at styrelsen også i denne sag vælger at gå selv og fuldstændig overhøre anbefalingerne fra de berørte rekreative fiskeres organisationer, indleder Dansk Lystfiskeris formand Peter Lyngby og fortsætter:
– Det er relativt få EU-lande, som har valgt at benytte sig af RecFishing appen, og det er fuldt forståeligt. Mange er af den mening, at lystfiskere ikke behøver flere apps. Det bør være nemt at være lystfisker, og det tager lang tid at få alle orienteret og med på nye regler og tiltag. En ny app trækker desværre i en helt forkert retning. Desværre var det samme gældende, da Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for nyligt også valgte at implementere en særskilt app for Fisketegnet i Danmark.
– Hvad der er langt vigtigere, er dog hele perspektivet i EU’s ønske om registrering i forhold til forvaltning af fiskebestande. Ønsket om at monitorere sårbare fiskebestande er selvfølgelig prisværdigt, men ved udelukkende at fokusere på registrering af selve fangsten, misser man muligheden for at balancere fangsten med den rekreative værdi. Rent forvaltningsmæssigt er EU-appen derfor heller ikke hensigtsmæssig i vores øjne. Selv om man fra EU’s side lover, at registreringen ikke er indført for at sanktionere det rekreative fiskeri yderligere, kan det næsten kun få den effekt i det lange løb. Registrering af fangster i lystfiskeriet er uden tvivl kommet for at blive, og registreringerne kan være et betydeligt vigtigere værktøj, hvis vi samtidig sørger for registrering af lystfiskernes indsats, altså fisketiden lagt i fangsterne. Denne registrering vil både hjælpe forvaltningen og samtidig ikke mindst belyse den enorme rekreative værdi af lystfiskeri. Et øget kendskab til den rekreative værdi vil gøre det væsentligt nemmere for politikere og forvaltninger, når rekreative og kommercielle fiskerimuligheder skal prioriteres, siger Peter Lyngby.
Hvad betyder registreringskravet?
Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har udsendt nedenstående information:
Der er trådt to nye registreringskrav i kraft for rekreative fiskere i Danmark. De nye krav betyder følgende:
1. Du skal lade dig registrere på Fisketegn.dk som rekreativ fisker i saltvand, hvis du har fanget en af de arter, som er omfattet af en genopretningsplan.
2. Du skal registrere din fangst af de omfattede arter, herunder angive om fangsten opbevares (beholdes) eller genudsættes på RecFishing app via din smartphone.
Reglerne bag de nye krav fremgår af artikel 55 i EU’s fiskerikontrolforordning (EU) 2023/2842 af 22. november 2023.
Sådan registrerer du dig som rekreativ fisker i Danmark
Registrering som rekreativ fisker i Danmark sker via hjemmesiden www.fisketegn.dk. Hvis du er omfattet af reglerne om køb af fisketegn, vil du automatisk blive registeret som rekreativ fisker, når du køber eller fornyer dit fisketegn. Det er fortsat et krav, at købet af fisketegn skal ske, inden du påbegynder fiskeri i enten fersk eller saltvand.
Hvis du ikke er omfattet af reglerne om køb af fisketegn – dvs. er under 18 år eller over alderen for folkepension – skal du registrere dig gratis som rekreativ fisker på www.fisketegn.dk. Dette er dog kun nødvendigt, hvis du har fanget en af de omfattede arter. Din registrering skal ske senest inden udgangen af den dag, hvor du har fanget den første omfattede fisk. Din registrering vil gælde i 365 dage, hvorefter du vil skulle registrere dig igen.
Sådan registrerer du dine rekreative fangster
Danmark har tilsluttet sig det fælles EU-system til indberetning af rekreative fangster – den såkaldte RecFishing App. Denne mobile app er tilgængelig på Google Play og Apple App Store.
Du har pligt til at bruge den til indberetninger af rekreative fangster i saltvand af omfattede arter (se oversigt) i Danmark, samt i de 12 øvrige EU-medlemslande, som har tilsluttet sig app’en. Du har pligt til at registrere både fangster og genudsætning.
Der er tale om arter, der er omfattet af en genopretningsplan i Danmark, og som derfor er indberetningspligtige.
Oversigt over indberetningspligtige arter i Danmark:
1. Ål – Fanget i hele Danmark
2. Torsk – Fanget i Østersøen
3. Havbars – Fanget i Nordsøen
4. Laks – Fanget i Østersøen
5. Tun – Fanget i hele Danmark
Du skal være opmærksom på følgende forhold:
• Der er et forbud mod rekreativt fiskeri af ål i saltvand i hele Danmark
• Der er et forbud mod rekreativt fiskeri af torsk i Østersøen
• Der er særlige regler for rekreativt fiskeri af laks i Østersøen. Der er kun mulighed for at hjemtage én fedtfinneklippet laks pr. dag pr. rekreativ fisker
• Der er bag-limit på 3 havbars i Nordsøen
• Rekreativt fiskeri af tun er kun tilladt med en særlig tilladelse





