LYSTFISKERI UD AF HUSET
Go-Fishing har fået succes med at afholde arrangementer for lystfiskere både i og ude af huset. I et kort interview giver direktøren, Claus Eriksen, her sit bud på, hvordan arrangementerne bør organiseres, og hvad man som grejbutik kan forvente at få ud af dem.
HVORFOR HAR I SKRUET OP FOR INDSATSEN OMKRING ARRANGEMENTER?
– I en verden fyldt med muligheder og tilbud føler vi, at det er vigtigt som butik også at tilbyde lettilgængelige fiskeoplevelser. Det giver selvfølgelig god mening, at vi både skaber nye lystfiskere, og at vi inspirerer eksisterende til at prøve nye fiskeformer eller teknikker. Vi oplever faktisk også, at selvom det aldrig har været nemmere at skaffe information om fiskeriet, så er mange lystfiskere egentlig ikke ret godt informeret omkring de mange små facetter i fiskeriet. Mange fisker ret snævert, og nogle ved slet ikke noget om andre typer af fiskeri. Vi møder f.eks. kystfiskere, som aldrig har besøgt en ørredsø og vice versa.
HVORDAN FINDER I RESSOURCER TIL PLANLÆGNING OG AFVIKLING?
– Man er nødt til at tage chancen og have det lange lys på. I starten prøvede vi at holde arrangementer med det sædvanlige personale, der så endte med at bruge deres fritid på det. Det var selvfølgelig uholdbart. I stedet trak vi vores flexjobber Jesper helt ud af vores vagtplan for butikken, og bad ham om i stedet at bruge sine timer på at planlægge, markedsføre og afholde 6-8 månedlige arrangementer. Han har lavet en årsplan, så vi dækker forskellige grene af lystfiskeriet og sørger for, at kunder både oplever hygge i butikken og praktisk fiskeri ved forskelligartede fiskevande. Ud over fisketurene er det klassikere som fluekast, fluebinding, foredrag, binding af tackler osv. Økonomien til tiltaget fandt vi ved at skære kraftigt i vores traditionelle annoncering af produkter. I stedet for Google, Facebook og andet annoncering, frigjorde vi Jesper til at afholde de mange arrangementer i et gennemarbejdet set up.
HVAD ER DER KOMMET UD AF DEN MÅLRETTEDE INDSATS?
– Et øget salg har selvfølgelig været målsætningen fra starten. Og det har vi fået. Måske ikke meget mere salg, end hvis vi havde brugt pengene på traditionel annoncering, men klassisk annoncering virker desværre bedst, når varen er billig. Hvilket oftest er lig med lav avance for os i butikken. I forbindelse med arrangementerne har vi aldrig fokus på pris. Her fokuserer vi derimod på de rigtige vare til det pågældende fiskeri. Det giver et mersalg, som har en højere avance. Samtidig giver det os en god kundekontakt og et stærkere bånd til butikken.
HVAD VIRKER IKKE?
– Vores arrangementer er i udgangspunktet gratis, og vi sørger altid for, at man skal melde sig til. I starten oplevede vi desværre et stort frafald, hvis f.eks. vejret drillede lidt. Derfor har vi nu indført en lille betaling for at deltage og melde sig til. Til gengæld veksler vi denne betaling til et gavekort til butikken, når man møder op til arrangementet. Denne lille øvelse har stort set fjernet frafaldet.
GÅR I IKKE IND PÅ LYSTFISKERFORENINGERNES DOMÆNE MED DENNE TYPE ARRANGEMENTER?
– Jo, på en måde, men mange af vores deltagere fisker kun få gange om året, og de er endnu ikke klar til at involvere sig i en forening. En fyraftenstur sammen med en god ven er derimod til at overskue. Vi anbefaler dog altid, at deres næste skridt bør være et foreningsmedlemsskab, hvis de vil dykke lidt dybere ned i fiskeverdenen.
HVORDAN MARKEDSFØRER I JERES ARRANGEMENTER?
– Vi markedsfører arrangementerne bredt. Dels via egen hjemmeside, på Facebook og Instagram, samt via fysiske opslag i butikken. Og så har Dansk Lystfiskeri jo sørget for en super og gratis markedsføringskanal via Fishing in Denmark portalens arrangementsside, vi altid sørger for at lægge arrangementerne op i. Det er virkelig nemt at uploade arrangementerne der via formularen på Dansk Lystfiskeris hjemmeside. Indtil videre har det heldigvis været relativt nemt at fylde alle vores hold via disse gratis kanaler.
FORTSÆTTER I MED ARRANGEMENTERNE?
– Helt sikkert. Vi ser lystfisker-arrangementerne som ny markedsføring, der knytter kunden meget tættere til butikken. Arrangementerne skaber både loyalitet og tillid. Vi oplever ofte, at folk vi umiddelbart ikke har set før, men som har været med på et af aftenturs-arrangementerne, pludselig dukker op i butikken mange gange efterfølgende. De køber godt ind, og de snakker med os, som om vi har kendt hinanden hele livet. Det er jo bare skønt. Man skal ikke undervurdere glæden ved, at kunder dukker glade op i butikken, fordi de har fået en god oplevelse, som butikken har stået for ude ved vandet. Eller udenfor normal åbningstid.
FLERE ARRANGEMENTER FOR LYSTFISKERE
Dansk Lystfiskeri ønsker at understøtte og udvikle flere arrangementer for lystfiskere over hele Danmark. Specielt for at sikre, at potentielle lystfiskere får mulighed for at stifte et godt første bekendtskab med lystfiskeriets mange glæder.
Derfor samarbejder Dansk Lystfiskeri med Fishing in Denmark omkring promovering af arrangementer for lystfiskere.
Medlemmer af Dansk Lystfiskeri har mulighed for at få adgang til foreningens arrangør-portal, hver der findes en online-formular til upload af informationer om kommende arrangementer og events for lystfiskere.
Arrangementerne er efterfølgende at finde på Fishing in Denmarks arrangements-oversigt.