Ministre og borgmestre mødtes til rovfiske-træf på Sjælland
Kan man lave et rovfiske-eventyr i Sydsjælland? Hvor man genskaber de store bestande af gedder og aborrer som både lever i kystvandet og i de ferske vande? Ja, mener borgmestrene i Næstved, Faxe, Vordingborg, Køge, Stevns og Guldborgsund Kommuner, som 4. december 2023 havde besøg af Fiskeriminister Jacob Jensen og Miljøminister Magnus Heunicke.
På Beldringe Gods, i et smukt snedækket landskab, var 40 repræsentanter for forskning, kommuner og organisationer samlet. De vandrede ned til Tubækken, hvor der blev udsat gedder. Ministrene udsatte to gedder af den unikke Tubæk å stamme – og sagde ja til et samspil mellem staten og kommunerne. I dagens anledning blev de to gedder navngivet Magnus og Jacob.
Bagefter var der faglige oplæg og positive ord fra ministrene.
Et langt sejt træk venter nu forude. 30 konkrete projekter er blevet udpeget, og når de er gennemført vil forholdene for rovfiskene og vandnaturen være meget bedre. Visionen er at skabe en europæisk rovfiske-region med høj biodiversitet.
En ny ven af projektet meldte sig på banen, da Verdensnaturfondens generalsekretær Bo Øksnebjerg, på dagen tilkendegav at fonden er klar til at indgå i et partnerskab om at få fiskene tilbage.
Vordingborg Kommunes borgmester Mikael Smed var derfor en glad mand, da han afrundede dagens arrangement, og sagde at der nu er opnået en bred opbakning til projektet.
I forarbejdet har de seks kommuner og Lystfisker Danmark udarbejdet en faglig anbefaling, som kan downloades herunder.