NATIONAL SKARVRÅDGIVER
Dansk Lystfiskeri har som et erklæret mål at begrænse skarvers prædation på sårbare bestande af fisk. I kampen for dette har foreningen blandt andet etableret en skarv-arbejdsgruppe.
Skarvgruppen har arbejdet for etablering af en national rådgivningsordning – med henblik på en forstærket indsats i begrænsning af skarvers prædation på fisk. Det er nu lykkedes.
Gennem bidrag fra sponsorer, støtte fra den nationale strategi for lystfiskeri, via Lystfisker Danmark, og et samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund, er det lykkedes at indsamle midler til en forstærket og national rådgiverindsats.
Dansk Lystfiskeri har derfor indgået en rådgiveraftale med Lars Erlandsen Brun.
Hovedopgaverne for Lars bliver:
- At understøtte og servicere lystfiskerforeninger i indsatser med regulering af skarv.
- At indsamle og formidle erfaringer om regulering af skarv.
- At rådgive i best practice og de mest effektfulde metoder til regulering af skarv.
- At fungere som hotline for lyst- og sportsfiskerforeninger i forhold omkring regulering af skarv.
- At gå i dialog med relevante organisationer og myndigheder i forhold omkring regulering af skarv.
Danmarks Sportsfiskerforbund indgår som en vigtig part i rådgiverordningen og har været medansøger på projektansøgningen til Lystfisker Danmark. Samarbejdet vil i den kommende tid tage forskellige initiativer til at opstarte rådgivningen.
Den faglige baggrund hos Lars bygger blandt andet på 30 års erfaringer som vildtkonsulent i Naturstyrelsen. Lars har under sin ansættelse i Naturstyrelsen arbejdet indgående med skarvforvaltning og rammerne for regulering af skarv. Siden starten af 2023 har Lars ydet rådgivning af lodsejere, lystfiskerforeninger og Vandpleje Fyn om regulering af skarv på og omkring Fyn.
Lars har været lystfisker siden sin barndom. I starten mest med fluestangen efter bækørreder i de sønderjyske åer, men de seneste tre årtier har interessen primært været kystfluefiskeri efter havørred.
Lars Erlandsen Brun kan kontaktes på tlf.: 60 19 85 50 eller på mail: lars@dansklystfiskeri.dk
Læs Politikens omtale af ansættelsen herunder.