PROJEKT STALLING
Frivillige, forskere og lystfisker-organisationer har samlet kræfterne i et forskningsprojekt, der skal genrejse de truede stalling-bestande i fire jyske vandløb.
Laksefisken stalling er en truet art i Danmark. Fisken findes kun i Gudenåen og i vestvendte jyske vandløb syd for Limfjorden. Helt frem til 2010 var stalling rygraden i fluefiskeriet i den øvre del af Gudenåen og i de vestvendte åer sammen med bækørred. Men i vinteren 2009/2010 gik bestandene af stalling kraftigt tilbage, og fisken blev totalfredet fra 2011.
Bestandene af stalling er gået tilbage, selvom de fysiske forhold i vandløbene i samme periode er blevet forbedret med renere vand, færre spærringer og flere gydepladser. Årsagen til stallingens tilbagegang er, at flere skarver søger føde i vandløbene, fordi der i vores nabolande er sket en stor stigning i antallet af ynglepar, og fordi fødemængden i de kystnære havområder er negativt påvirket af havmiljøets dårlige tilstand.
– De fleste af vores fiskebestande i ferskvand er voldsomt pressede på grund af skarv-prædation, og stallingen er desværre en god repræsentant for det fænomen, siger Niels Jepsen, seniorforsker ved DTU Aqua.
Projekt Stalling undersøger, hvad der sker med stalling-bestandene i fire jyske vandløb, når udvalgte strækninger bliver friholdt for skarver med forskellige metoder som patruljering, bortskræmning og regulering. Målet er, at stalling-bestandene vokser betydeligt i alle fire vandløb, og at bestandene er robuste efter fire år.
FRIVILLIGE JÆGERE OG LYSTFISKERE
Projekt Stalling er et videnskabeligt borgerdrevet projekt, der inddrager frivillige i arbejdet.
– De frivillige har hovedrollen i forskningsprojektet, for det er frivillige lystfiskere og jægere, der går ud og friholder å-strækningerne for skarver i de lyse timer, siger Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund og ansvarlig for organiseringen af den frivillige indsats.
På projektstrækningerne har de frivillige sat vildtkameraer op, og Aarhus Universitet står for at indsamle data fra de mange vildtkameraer for at vurdere, om patruljeringerne ved åerne rent faktisk holder skarverne væk.
OPBAKNING FRA MILJØSTYRELSEN OG LYSTFISKER DANMARK
– Projekt Stalling får økonomisk støtte og administrativ opbakning fra Miljøstyrelsen, og den opbakning er væsentlig for projektets succes. Det er et nybrud i den danske forvaltning, at vi har Miljøstyrelsen med i projektet. Miljøstyrelsen er i den grad med i processen og har hjulpet med kontakt til alle lodsejere, og så har de sammen med Naturstyrelsen givet opbakning og tilladelser til regulering af skarv på udvalgte dele af de fire projektstrækninger, siger Niels Jepsen, seniorforsker ved DTU Aqua.
En anden partner i projektet er Lystfisker Danmark, som udmønter Danmarks nationale strategi for lystfiskeri. Lystfisker Danmark er med til at finansiere Projekt Stalling og har desuden udviklet den app, som de frivillige bruger til at koordinere vagter ved å-strækningerne og til at indsende data til projektets forskere.
– Lystfisker Danmark ønsker, at den pressede stalling igen kommer til at trives, og at vi udnytter de fiskepotentialer, vi har her i Danmark. Derfor startede vi Projekt Stalling for et par år siden, og derfor er den nationale strategi for lystfiskeri med til at støtte Projekt Stalling økonomisk, siger Arne Kvist Rønnest, projektchef i Lystfisker Danmark.
MENINGSFULDE NATUROPLEVELSER
De frivillige i Projekt Stalling vil de næste par år tilbringe 1000-vis af timer langs åerne både i kulde, regn, sol og blæst. De gør det, fordi vandløbsnaturen betyder noget for dem, og fordi de drømmer stort om stallingens fremtid.
– Vi har allerede deltaget i forløberen for projektet siden 2020, og nu er vi gået med i Projekt Stalling, for vi kan virkelig se, at det kommer til at give nogle øjenåbnere både for vores egne lystfiskere og i et større perspektiv. De resultater, der kommer ud af projektet, kan jo bruges i hele EU, og det giver os ekstra motivation til at lægge kræfter i projektet, siger Torben Kjær fra Vidå Sportsfiskerforening.
Han er lokal projektkoordinator i Projekt Stalling og ansvarlig for arbejdet ved projektstrækningen i Arnå i Sønderjylland. Her ligger en central del af projektstrækningen meget tæt på byen Øster Højst, og Torben Kjær har derfor et håb om, at lokale beboere fra Øster Højst har lyst til at være en del af projektet.