RÅDGIVNING I FULD SVING
Lars Erlandsen Brun blev i efteråret ansat under Dansk Lystfiskeri, som landsdækkende rådgiver omkring regulering af skarv, i et samarbejde mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Lystfiskeri. Initiativet er støttet af Lystfisker Danmark, medlemmer af Dansk Lystfiskeri og private bidragsydere.
Gennem hele perioden har Lars Erlandsen Brun løbende ydet rådgivning til foreninger og enkeltpersoner. Sideløbende har der været dialog og afholdt møder med ansatte i Naturstyrelsen og SGAV/Miljøstyrelsen.

OPLYSNING OM REGULERING AF SKARV
Tiltaget med skarvrådgivningen og Lars Erlandsen Bruns rolle er kommet på landkortet og er præsenteret på tre åbne informationsmøder, som har trukket fulde huse i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Møderne har dels informeret om skarvens prædation og mulighederne for regulering, dels indbudt til deltagelse i opbygningen af et solidt netværk omkring reguleringen.
Lars Erlandsen Brun gav desuden et oplæg om mulighederne for regulering af skarv i forbindelse med Flyfestival i Kolding i marts måned.
OPSAMLING AF ERFARINGER
I opstarten i oktober og november var der primært fokus på indhentning af erfaringer fra en række lokaliteter og områder med aktive indsatser på regulering af skarv. Erfaringerne blev indhentet gennem kontakt til nøglepersoner ved forskellige vandløbssystemer i Jylland og i forskellige kystområder. Der er blandt andet afholdt møder med Havørred Als og Nationalpark Vadehavet.
Der er forskellige rammer, muligheder og udfordringer knyttet til regulering af skarv ved henholdsvis vandløbssystemer, og for regulering af skarv i og ved kystområder. Det er derfor væsentligt at indsamle erfaringer fra både vandløb og kystområder.
I den efterfølgende rådgivning er der ligeledes behov for en differentieret tilgang til regulering af skarv i vandløbssystemer og regulering af skarv i kystområder.

PROJEKT-DELTAGELSE
I forbindelse med rådgivningen er Lars Erlandsen Brun blevet tilknyttet arbejdsgrupperne omkring det jyske Projekt Stalling, det sjællandske Rovfiskene Retur til Brakvandet projekt og det landsdækkende Projekt Smoltvagt.
Hvad angår Rovfiskene Retur til Brakvandet forventes der en etablering af en skarvarbejdsgruppe i løbet af foråret. Arbejdet på Sydsjælland ventes at kunne danne model for tilsvarende indsatser og planer for andre store geografiske områder i Danmark.
Senest er der kommet en henvendelse om rådgivning og bidrag til en plan for regulering af skarv i og ved vandløbssystemer i Vadehavsregionen.

INDHENTEDE ERFARINGER OG KOMMENDE TILTAG
På grundlag af indhentede erfaringer er der udarbejdet en række dokumenter, som dækker forskellige lag i rådgivningen. Indholdsmæssigt går de fra helt overordnede råd og anbefalinger for regulering af skarv, over dokumenter med mere specifikke råd, til omfattende detaljerede råd og skabeloner for udarbejdelse af planer for større indsatsområder. Dokumenterne er under løbende revision.
Regulering af skarv på strækninger af vandløbssystemer forudsætter ikke nødvendigvis større planer for indsatsen. Det kan dog i nogle situationer være en hjælp med en plan for reguleringen, og for en koordinering af reguleringen. Situationen er anderledes ved regulering af skarv på kysten. Her er en plan og en koordinering af reguleringsindsatsen altafgørende for både succes og for fastholdelse af reguleringsindsatsen.
Lars Erlandsen Brun anbefaler derfor, at rådgivningsarbejdet fokuseres mod etablering af lokale skarvgrupper med henblik på organisering, planlægning og effektivisering af reguleringsindsatsen.
Et vejledningsmateriale vil blive udarbejdet i forskellige formater og udbredt på forskellige platforme.

MOTIVEREDE ILDSJÆLE OG JÆGERE
Et af de vigtigste elementer i reguleringen af skarv er tilstedeværelsen af kompetente og motiverede ildsjæle. Disse ildsjæle skal lokaliseres og opfordres til netværk og vidensdeling. Deres kompetencer og motivation skal fastholdes og udbredes til flere. Erfaringer belyser også, at det i den praktiske regulering ikke er afgørende med et stort antal jægere. Det er mere væsentligt at lokalisere de relativt få jægere, der både kan og aktivt vil regulere skarv. I de områder, hvor der er en god udnyttelse af reguleringstilladelserne, står der typisk kun ganske få jægere bag de fleste regulerede skarv.
Rådgiver Lars Erlandsen Brun kan kontaktes på mail: lars@dansklystfiskeri.dk
