Høringssvar – torsk og laks i Østersøen
Dansk Lystfiskeri har netop indsendt kommentarer til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende Kommissionens forslag til Rådets forordning om fastsættelse for 2025 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen.
Lystfiskeriet står overfor alvorlige udfordringer med torske- og laksebestandene i Østersøen. De nuværende restriktioner har haft katastrofale økonomiske konsekvenser.
Dansk Lystfiskeri opfordrer derfor til, at Kommissionen kigger nøje på en differentieret plan specifikt for Øresund, hvor torskebestanden isoleret set trives langt bedre end i den resterende del af Østersøen. Vi vil i samme moment efterlyse en nærmere undersøgelse af ICES-område 23, så områdets torskebestand og gode opvækstvilkår bliver yderligere dokumenteret.
I 2024 har Kommissionen valgt at følge rådgivningen fra ICES. Det betyder, at Kommissionen nu ønsker helt at forbyde lystfiskeriet efter laks i Østersøen i 2025 – både efter de vilde og dem, der er udsat udelukkende med henblik på at blive fanget (de fedtfinneklippede). Kommissionens politik er fornuftsstridig og vil på ingen måde bidrage til forbedre laksens situation i Østersøen. Derimod vil den få store negative konsekvenser for småbådsfiskeriet og for en række lokalsamfund langs Østersøens kyster – herunder danske Bornholm.
Dansk Lystfiskeri mener, at forslaget om at forbyde det rekreative laksefiskeri i Østersøen er alt for restriktivt og kun opnår en symbolsk værdi. Dansk Lystfiskeri ønsker i stedet en fair regulering, der anerkender værdien af trollingfiskeriet – både i berørte lokalsamfund og i lystfiskererhvervet.
I Dansk Lystfiskeri er vi forundrede over manglen på kompensationsmuligheder og økonomisk opbakning til lystfiskererhvervet. Lystfiskerbranchen er blevet overset i den nuværende forvaltning.
Dansk Lystfiskeri arbejder for bæredygtig fiskeriforvaltning, der beskytter ressourcerne i Østersøen, samtidig med at vi støtter vores erhverv og rekreative muligheder. Vi ser frem til samarbejde med myndighederne for at finde løsninger for Østersøens fremtid.
Hent hele Dansk Lystfiskeris høringssvar herunder.